Jeg havde brug for at komme i bedre form. Det indså jeg for en del uger siden. Når jeg skal op ad trappen op til tredjesal så puster og stønner jeg allerede efter 1. sal. Det er ikke godt. Det ved jeg. Men jeg er altså ikke hende, der går i fitnesscenter eller løber rundt på stierne her i området.
Jeg kunne måske overtales til at begynde at spille tennis igen, men mit job forhindrer mig i at kunne møde til træning på faste tider hver uge. Så det med holdsport er ikke nemt for mig.
Demotiverende
Det er lidt demotiverende: Når man endelig har taget sig sammen til at komme ned på tennisbanen, så er man nødt til at aflyse næste uges træning på grund af arbejdet. Når det sker for mig, så mister jeg lysten til at møde op ugen efter igen. Jeg mister motivationen, jeg fandt.
Hvad gør man så? Jeg vil jo gerne være fit. Jo, jeg går lange ture, men det er åbenbart ikke tilstrækkeligt.
Jeg har tidligere forsøgt med at gøre gymnastik derhjemme. Købte en dvd med en hel serie forskellige øvelser. Det virkede, og jeg fik stærkere muskler. Men jeg synes, det er kedeligt at ligge der på gulvet og lave armbøjninger og bensving hele tiden. Det må gerne være sjovt at komme i form. Jeg kan huske, at det kun var min selvdisciplin, som fik mig igennem dvd’ens øvelser. I virkeligheden hadede jeg det. Det bedste tidspunkt var, da jeg efter morgengymnastikken tog mit brusebad.
Fitness trampolin!
Men som sagt, hvad gør man, når man gerne vil være fit, men ikke har tid til at gå til holdsport, og synes, at hjemmegymnastik er kedeligt?
Jeg mener, jeg har fundet en løsning: Jeg har nemlig købt en fitness trampolin. Den har jeg sat op i stuen, hvor jeg har god plads, og hvor der er rimeligt højt til loftet. Og jeg kan allerede mærke efter en uge, hvor jeg har brugt den systematisk, at jeg er i lidt bedre form. Den har faktisk på en uge formået at få mig til at være glad om morgenen, når jeg står op. Det er nemlig sjovt at hoppe i trampolin. Og jeg behøver ikke at gå glip af Nyhederne i tv.
Den trampolin, som jeg har købt, er lille. Fylder ikke ret meget, og den er nem at samle. Det sker jo, at jeg får gæster, og så vil jeg ikke have den stående fremme. Det fylder den alligevel lidt for meget til. Men til hverdag generer det mig ikke, at den står i stuen. Den kan adskilles og lægges i en forholdsvis flad papkasse, som nemt kan komme ind under sengen. Og næste dag kan jeg samle den på ganske kort tid. Det kan være lidt krævende at få fjedrene sat rigtig på. Den har sådan et cykelstyr, som jeg holder fast i, når jeg hopper på den. Det giver mig en fornemmelse af, at jeg har kontrol over, hvor min krop er henne. Det hjælper mig til at variere hoppene, jeg laver, så flere muskler kommer i brug. Jeg hopper hver morgen i ca. en halv time. Og min underbo bliver ikke forstyrret. Det larmer nemlig ikke.