Min dreng er på rejse. Han blev student for 1,5 år siden og fik lynhurtigt et job hos en advokat i Odense. Han mener nemlig, at han gerne vil være advokat selv – men han overvejer også at blive læge. Så han skrev til flere forskellige advokater her på Fyn og søgte job. Kun i kort tid. Han ville nemlig gerne ud og rejse rundt i Sydamerika og opleve den del af verdenen. Han rejser sammen med sin veninde, som helt sikkert vil være læge. Hun har altid villet være læge. Det er en meget sød og hjælpsom pige. Nu er de så afsted. Lige nu er de i Peru. De skriver ofte til os.
Fattigt i Peru
Min søn skriver om den store fattigdom, han har set i nogle af landene, han har besøgt. Han skriver også meget om, hvor uretfærdigt han synes, det er, at nogle mennesker ikke har adgang til et velfungerende sundhedssystem. Han og hans veninde var ude for at besøge et hospital, som bliver drevet af nogle nonner et eller andet sted. De havde meget få midler at gøre godt med. Ikke som her i landet, hvor vi har et sundhedssystem, der fungerer fint.
Erstatning til patienter
Han skriver bl.a. om, at en af nonnerne fortalte om en patient, de havde haft, som var blevet diagnosticeret helt forkert. I det land findes der ikke nogen form for patienterstatning. Og nu må den patient så bruge hele sin opsparing på at købe dyr medicin, så han kan blive rask.
Det rører mig meget at læse deres mails til os. Det er tydeligt, at de er overraskede over den sociale uretfærdighed, de oplever. Men sådan er verden. Der er jo ingen, der siger, at livet er retfærdigt – sådan bare af sig selv. Det er jo en tankegang, vi har vænnet os til. Vores demokrati bygger på en idé om retfærdighed. Og, ja, jeg ville da ønske, at det kunne være sådan overalt.
Men jeg synes også, at det er nogle gode erfaringer, de får på deres rejse. Jeg tror, det er sundt for dem. Både at se andre samfund og vilkår og at få andre perspektiver på vores eget samfund.
De indtryk, de får, håber jeg virkeligt, at min dreng (og hans kæreste) vil tage med sig i deres studier og liv fremover. Jeg mener, det er værdifuldt for dem at få disse oplevelser. De vil sikkert kunne hjælpe dem i deres karrierer.
En mors bekymringer
Jeg må dog indrømme, at jeg også kan være lidt bekymret en gang imellem. De er langt væk. Tænk nu, hvis der sker dem noget. Jeg tænker, at retssystemet i de lande, de besøger heller ikke er som vores. Hvad vil de gøre, hvis de kommer ud for et overfald? Kan man få offererstatning i Peru? Jeg ved det ikke.
Kort sagt, så glæder jeg mig meget til, at de kommer hjem til maj. De har været væk i mere end 9 måneder. Og jeg håber da, at de holder fast i, at de vil læse videre til læge eller advokat.
